Hæmorider

Tarmen kan lidt forenklet beskrives som et muskelrør, som indvendigt er beklædt med slimhinde.

Slimhinden er ret løst forankret til muskelrøret. For at hindre slimhinden i at glide ud er den ved tarmåbningen fikseret ved hjælp af en række fibrøse bindinger til muskelrøret. Hæmorider er blodårer beliggende under slimhinden nær tarmåbningen. Alle mennesker har disse hæmorider, som er del af den finere lukkefunktion. Brister bindingerne glider blodårer og slimhinde ned, og man taler nu om hæmoridesygdom. Glider de helt udenfor således at de er synlige kaldes de udvendige hæmorider.

Slimhindeprolaps er et større fremfald af slimhinden. Ofte ses kombineret fremfald af slimhinde og hæmorider.

Hæmoride behandlinger

Konservativ behandling

Undgå langvarige toiletbesøg. Sørg for ikke at være forstoppet. Diverse cremer og stikpiller kan lindre og helbrede. Er på recept.

Kirurgisk behandling af hæmorider

Består i enten helt at fjerne det overskydende nedsunkne væv – eller at genskabe bindingerne.

Milligans operation

Den klassiske hæmorideoperation. Ved denne fjernes det nedsunkne væv. Operationen er ofte smertefuld med et langt smertefuldt efterforløb.

Longo’s hæmorideoperation

En nyere operation opfundet af italieneren Longo. Ved hjælp af et avanceret klipseapparat (stapler) kan man i samme procedure fjerne en intakt ring af slimhinde, lidt over lukkemusklen, og samtidig klipse slimhinden sammen. Operationen er noget mindre smertefuld end Milligans operation.

McGivney behandling

Også kaldet ligaturbehandling eller elastikbehandling.

Langt de fleste patienter kan behandles med gummibånd eller ligaturer. Udføres via et kort rør indført i endetarmen. Ved ligaturmetoden suges slimhinde, af størrelsesorden en ært, op i en sugekop. Vævet afsnøres med et gummibånd. Vævet, som nu er uden blodforsyning, dør herefter. Efter nogle dage (5-14) afstødes elastik og væv. Der kan ses blødning i forbindelse hermed.

Metoden er relativt smertefri, men smerter kan forekomme. Skal ofte gentages med års mellemrum.

Forundersøgelse

Hæmorider kan have symptomer til fælles med alvorligere lidelser, f.eks. tarmcancer. Patienter over 40 år med blødning eller ændret tarmfunktion vil derfor blive tilbudt en udvidet tarmundersøgelse (sigmoideoskopi) enten ved første besøg eller i behandlingsforløbet.

Mange patienter er i virkeligheden allermest ængstelige ved tanken om at fejle noget alvorligt. Mange afstår således fra behandling af hæmoriderne efter overstået udredning og beroligelse.

Kontakt

Er der øvrige spørgsmål, ring da til klinikken på telefon 27 84 60 22 eller benyt e-mail mail@dan-kirurg.dk

Rev. 17.12.2019